Novo skifter CEO – fonden tager styring, men holder fast i strategien
17. maj 2025
Novo Nordisk befinder sig ved en skillevej. Meddelelsen om, at Lars Fruergaard Jørgensen træder tilbage som administrerende direktør – dog først, når en afløser er fundet – markerer et nyt kapitel for medicinalgiganten. Men det er ikke et brud med fortiden.
Det er et tydeligt kursskifte tilbage mod kerneværdier, forretningsdisciplin og kommercielt fokus. Og ikke mindst: Det er en stærk indikation på, at Novo Nordisk Fonden nu i højere grad tager aktivt ejerskab – også når det gælder selskabets aktiekurs og markedsposition.
Som det fremgår af selskabets egen meddelelse, sker lederskiftet på baggrund af “de seneste markedsudfordringer” og “udviklingen i virksomhedens aktiekurs siden midten af 2024”. I tæt dialog med bestyrelsen har fonden vurderet, at “et accelereret skifte” i ledelsen vil være i virksomhedens og aktionærernes interesse.
Med andre ord: Fonden signalerer, at den følger nøje med – også i børsmarkedets reaktioner – og ønsker, at der bringes ny energi ind i eksekveringen af Novo Nordisks strategi.
Et signal til markedet og til organisationen
Novo Nordisk Fondens aktive indgriben er ikke blot udtryk for ansvarligt ejerskab, det er også et klart signal om, at fonden vil sikre, at selskabet forbliver en stærk og troværdig aktør på det globale marked.
Fonden viser med denne handling, at den interesserer sig for aktiekursens udvikling, men ikke af kortsigtede spekulative årsager – snarere fordi aktiekursen i dette tilfælde afspejler markedets tvivl om selskabets evne til at fastholde og forsvare sin førerposition.
Især på det voksende fedmemarked er der store forventninger til Novo. Fonden anerkender, at selskabets globale førerposition er et afgørende strategisk aktiv, som både skal forsvares og udvikles.
Det kræver ledelsesmæssig klarhed og et stærkt fokus på kerneforretningen – ikke blot visioner og fortællinger.
Vi ændrer ikke vores vurdering
Dette ændrer ikke vores vurdering i Strategic Wealth Management. Vores investeringschef Kim Mikkelsen fastholder vores købsanbefaling på Novo-aktien, og ser positivt på selskabets fremtid.
Vi vurderer, at den strategiske retning ligger fast, at produktporteføljen er stærk, og at fondens tydelige involvering øger tilliden til den langsigtede værdiskabelse.
Kortsigtet uro ændrer ikke ved det fundamentale billede.
Aktien handler pt. på det de billigste nøgletal i mange år.
Vi forventer 18% vækst de kommende år i EPS (indtjening pr. aktie), og aktier på fredagens lukkekurs til lige under 16 x 2025 EPS.
Samtidigt har de fleste overset, at Novo faktisk leverer knap 3% udbytte på den nuværende pris, og man har hævet udbyttet årligt.
Derfor vurderer vi, at den maksimale risiko for kurstab herfra er 10-15 %, mens det potentielle kursafkast kan være op mod 100 % over de næste 24 måneder.
Samtidig vil vi nøje følge, om Novo Nordisk Fonden vælger at øge sin ejerandel i selskabet i lyset af det nuværende kursniveau og de udmeldte ambitioner.
Fruergaard: Et stærkt aftryk – men tiden er moden
Lars Fruergaard har haft en imponerende karriere i Novo Nordisk og ledet virksomheden gennem en historisk vækstrejse. Under hans otte år som topchef er aktiekursen tredoblet, og selskabet er blevet en af Europas mest værdifulde virksomheder. Da aktien toppede i juni 2024, var stigningen siden 2017 på over 750 pct.
Men frem mod efteråret begyndte aktien at falde markant, til nu omkring 420 kr. Det var ikke kun et udtryk for markedskorrektioner, men også en voksende usikkerhed om tempoet i produktions-opskalering, regulatoriske risici og konkurrencepres på netop fedmeområdet. Her reagerede fonden.
Fruergaard fortsætter midlertidigt som CEO for at sikre en smidig overgang, mens bestyrelsen med opbakning fra fonden finder den rette afløser.
Kontinuitet og kalibrering: Lars Rebien træder ind
Samtidig har Novo Nordisk udnævnt den tidligere topchef Lars Rebien Sørensen – i dag formand for fonden – til observatør i bestyrelsen, med henblik på at indtræde som fuldgyldigt medlem ved generalforsamlingen i 2026. Det er et klogt og balanceret træk, der skaber ro i organisationen og indgyder tillid på aktiemarkedet.
Rebien er symbolet på den ledelsesstil og forretningsdisciplin, der tidligere har gjort Novo Nordisk til en global rollemodel. Hans tilstedeværelse i bestyrelseslokalet – om end i en overgangsrolle – sender et klart signal om, at fokus nu rettes tilbage mod salgsledelse, produktionskapacitet og værdi for både patienter og aktionærer.
Strategien ligger fast – men retningen skærpes
Novo Nordisk står ikke over for en strategisk revolution. Men det er tydeligt, at fonden med denne manøvre ønsker at bringe selskabet tilbage på sporet med fornyet fokus på kerneforretningen og de kommercielle discipliner, der skal forsvare og udbygge den førerposition, selskabet har opnået.
Novo skal fortsat være verdens førende på fedme og diabetes. Men for at blive ved med at være det, kræver det ledelse med forankring, ansvar og præcision.
Med fonden ved roret, Fruergaard som brobygger, og Rebien som strategisk anker er rammerne nu sat for, at Novo kan tage næste skridt – uden at glemme, hvad der skabte succesen.
Peter Kubicki
Partner/ CEO
Mobil: +45 40 95 74 15
E-mail: pk@strategicwm.dk